Essayisten er, skriver Jonathan Franzen, som âen brandmand, hvis arbejde det er at lĂžbe direkte ind i skammens flammer, mens alle andre flygter fra dem.â De sidste 25 Ă„r har Franzen ved siden af sit succesrige skĂžnlitterĂŠre forfatterskab levet et andet liv som risikovillig essayist. I sin nye essaysamling giver han blandt andet et bud pĂ„, hvordan vi tackler en uundgĂ„elig klimakrise. For krisen er uafvendelig, ifĂžlge Franzen. Men i stedet for at stirre os blinde og magteslĂžse pĂ„ klimaapokalypsens komme skal vi koncentrere os om de mange mindre ting, som det faktisk er muligt at gĂžre noget ved.
Uanset emne er Franzen altid kritisk over for forudindtagede holdninger, og hans essays er lige sĂ„ gennemsyrede af ironi, som de er ĂŠrlige om egne ufuldkommenheder. Franzen ogsĂ„ ĂŠrlig om sin store passion: fugle (de drĂŠber âalt muligtâ), men hans beskrivelser af dem â havfugle i New Zealand, sangere i Ăstafrika, pingviner i Antarktis â er bĂ„de en rĂžrende hyldest til deres skĂžnhed og livskraft og en opfordring til os alle om at redde det, vi holder af.
Forfatteren bag Korrektioner, Frihed og Purity er her tilbage med en ny tankevÊkkende og dybt vedkommende essaysamling. Behersket, med vid og bid og omhyggelige argumenter, sÞrger Ved enden af verdens ende for et velkomment pust af hÄb og fornuft.