(7)

Romeren

ljudbok och e-bok


Rom, Ă„r 91 fĂžr vor tidsregning. Folketribunen Marcus Livius Drusus bliver myrdet i sit eget hjem, og lĂŠgen Demetrios pĂ„tager sig modvilligt at opklare forbrydelsen. Sporene fĂžrer Demetrios fra Roms laveste slaver til de fornemste adelsfamilier, og videre ind i Abruzzos bjerge, hvor en borgerkrig mellem Rom og Italiens undertrykte folkeslag er under opsejling. Han indblandes i opgĂžret mellem krigshelten Marius og opkomlingen Lucius Cornelius Sulla. Kan en af de to vĂŠre morderen? Og hvilken rolle spiller Demetrios’ egen fortid i opklaringen af forbrydelsen? Da folketribunen Marcus Livius Drusus blev myrdet i september 91 f.v.t. dĂžde ogsĂ„ hans reformer af den sene romerske republik. Hans planer om at gĂžre hele Italiens befolkning til romerske borgere faldt til jorden, og en kĂŠdereaktion af begivenheder, der fĂžrte til en borgerkrig, som Rom var uhyggeligt tĂŠt pĂ„ at tabe, var sat i gang. Det er pĂ„ baggrund af disse historiske begivenheder, Lasse Holm iscenesĂŠtter sin medrivende krimi om lĂŠgen Demetrios og hans opklaring af forbrydelsen. Researcharbejdet til romanen begyndte for mere end 8 Ă„r siden, og har resulteret i en fortĂŠttet, stemningsfuld og overvĂŠldende realistisk beskrivelse af antikkens Rom, som det tog sig ud smĂ„ 50 Ă„r fĂžr CĂŠsars dĂžd. Romeren er en rejse tilbage til en tid, hvor politik var en voldelig metier, der ikke sjĂŠldent kostede sine udĂžvere livet, og en tankevĂŠkkende parallel til det moderne demokrati, der, mere end 2000 Ă„r senere, stadig slĂ„s med mange af de samme dilemmaer og udfordringer som dengang. Men fĂžrst og fremmest er den en spĂŠndende historisk kriminalintrige, der efterlader sin lĂŠser klogere, bĂ„de pĂ„ de gamle romere og pĂ„ mennesker i det hele taget.

LEKTØRUDTALELSE

"Vellykket, faktamÊttet underholdning som ogsÄ magter at bringe et frisk pust til den historiske periode. Der er indlagt en krimiintrige i denne velresearchede historiske roman, der foregÄr i det gamle Rom. Men det er republikkens politiske og historiske forhold, der er det centrale omdrejningspunkt, og dermed sigtes fÞrst mod yndere af historiske romaner og dernÊst "antikke" krimier. Sammenligning: Lindsey Davis og Steven Saylor, Robert Graves, Robert Harris og Conn Iggulden. Fortrinlig historisk roman(krimi) fra en blodig og spÊndende periode om politisk storhed og fald, hvor fiktive sÄvel som historiske personer optrÊder side om side. Godt gjort." - LektÞr: Helle Winther Olsen

PRESSEN SKREV

"Detektivhistorier fra den klassiske oldtid udgÞr en stor og respekteret, international genre, om end der er megen forskel pÄ kvaliteten; Lasse Holm skriver sig ganske mirakulÞst ind blandt de ypperste. Og det er et fornemt selskab." - Weekendavisen

"... tÊtpakket med intriger, grusomheder, flugt - Romeren er sÄ decideret en actionkrimi. Handlingen udspiller sig i en af Roms mest dramatiske perioder ... god underholdning." - Politiken, 4 hjerter.