(3)

En sandsynlig historie

e-bok


En sandsynlig historie er til forskel fra Karin Alvtegens fire andre romaner pĂ„ dansk – Savnet, Skam, Bedrag og Skygge – nĂŠsten mistĂŠnkeligt fri for forbrydelsens element. Men faktisk har hun heller ikke rigtig hĂžrt hjemme i krimigenren: politiarbejde og opklaring har aldrig vĂŠret i fokus i hendes romaner. Alvtegen har altid gravet og efterforsket i sine personers indre og – ikke mindst – i deres fortid. Og i den forstand er En sandsynlig historie en ĂŠgte Karin Alvtegen roman.

Helena virkeliggÞr en gammel drÞm. Sammen med mand og barn er hun flyttet fra Stockholm til Norrland. Her har de kÞbt den gÄrd, hvor Helena holdt sine sommerferier som barn. DrÞmmen er at lave gÄrden om til et hotel. Men Êgteskabet knager i fugerne, snart er skilsmissen en kendsgerning. Da vi mÞder Helena er hun alene med teenagedatteren Emelie. Hendes mand er flyttet tilbage til Stockholm med en ny kvinde, og Helena kÞrer hotellet videre selv. Datteren vil ogsÄ til storbyen og savner sin far. Helena er havnet i en blindgyde, hendes drÞm holdt ikke.

Romanens anden hovedperson er finansmanden Anders. Hans karriere har vÊret succesrig. Han er blevet stenrig. Men i takt med at pengene er strÞmmet ind, fÞler han at tilvÊrelsen bliver mere og mere meningslÞs. I sin bil pÄ en landevej i Norrland udfordrer han skÊbnen, lukker Þjenene og tÊnker at nu mÄ det gÄ som det vil. Han vÄgner op pÄ et hospital. Efter at han er blevet udskrevet, lejer han en bil og tager ind pÄ et lille hotel i en lille norrlandsk by. Her mÞder han Helena.

I nabolaget bor ogsÄ den mystiske gamle sÊrling Verner, som har en hytte i skoven og kan tyde menneskers auraer. En anden vigtig skikkelse i romanen er Anna-Karin, nabo til Helena og hendes veninde fra barndommens sommerferier, hvis liv ikke blev hvad ungdommen lovede.