Nu stod jeg, mildest talt voksen, halvvejs gennem mit fjerde tiÄr, nÊr en ruin af et tyrkisk fort, hÞjt over Sava (som jeg troede var Donau, men den lÞb pÄ den anden side af Beograd). En lang, sort pram var pÄ vej forbi.
Ă h, flodens endelĂžse glitren og sĂ„ denne lange pram. Hvem elsker ikke flodpramme, hvem tĂŠnker ikke pĂ„ Huckleberry Finn eller Venedig ved synet og lyden af denne sagte gliden. Jeg burde have vĂŠret lykkelig. Der var engang, hvor man ikke syntes, man skyldte naturen at glĂŠde sig over den; hvor den bare var et helvedes mas; eller noget, der stak, nĂ„r man som en vild stormede igennem den; hvor man ikke identificerede det som en mangel i en selv, hvis den ikke Ă„bnede sig for en â og som sĂžd, hvid hvede faldt trin for trin ned igennem sjĂŠlen.
Ă h, er min sjĂŠl blevet for tyk?
Er den vintret til?
I samme serie
1. Camilla and the Horse
2. Camilla og resten af selskabet
3. Selskabet gĂžr op